Nedsat lyst, tørhed i skeden og smerter ved samleje. Det er blot nogle af de mange gener kvinder med såvel type 1 som type 2-diabetes døjer med. I dag findes der ingen medicinske behandlingstilbud og dét sammen med lægelig blufærdighed betyder, at åbenhed om emnet ”seksuel dysfunktion” for kvinder er tabubelagt.

Mere om seksuelle problemer

• Annamaria Giraldi, læge ph.d., Rigshospitalet, Sexologisk klinik.
  Har i mange år arbejdet med mænd og kvinder med seksuelle problemer. Har især interesseret sig for mænd med rejsningsbesvær og kvinder med nedsat lyst samt emnerne: Sygdom og seksualitet, lægemidler og seksualitet og medicinsk behandling af seksuelle problemer. Er medforfatter på omkring 20 videnskabelige artikler og lærebogskapitler. Er tidligere præsident for the International Society for the Study of Women’s Sexual Health og kommende præsident for the Scandinavian Society for Sexual Medicine.

Af Mette Fensbo, Fokusmagasinet, nr. 1, 2008

”Kvinder med seksuel dysfunktion bliver totalt svigtet. Både af lægerne på hospitalerne og af de praktiserende læger. Problemerne lever i det skjulte, er oversete – ja nærmest usynlige. Og det værste er, at kvinderne affinder sig med situationen. De stiller ingen krav”.

Så barske er kendsgerningerne, ifølge læge Niels Ejskjær, Medicinsk Endokrinologisk Afd., Århus Universitetshospital.

”Efter nogle år med diabetes påvirker sygdommen bl.a. også kredsløbet og nervesystemet. Det er en lidelse, som med tiden rammer hele kroppen universelt. Mange mænd får på et tidspunkt rejsningsproblemer. Det er et område, der er forsket massivt i, og mændene kan ofte behandles medicinsk med en betydelig effekt. For kvinderne er situationen langt vanskeligere”, siger Niels Ejskjær.

”De største problemer for kvinder er nedsat eller totalt fravær af lyst, tørhed i skeden, smerter ved samleje og manglende blodtilførsel til kønsorganerne, hvilket resulterer i, at det ikke er muligt at opnå orgasme. Her er tale om et kompliceret samspil mellem flere faktorer,” forklarer han. 

”Der er derudover en øget tendens til infektioner i underlivet”, siger læge Annamaria Giraldi, Sexologisk Klinik, Rigshospitalet.

”Samtlige gener gælder for kvinder med både type 1 og type 2-diabetes. Kvinder med type 2 er i mange tilfælde lidt ældre og meget ofte overvægtige. Det kan også have en betydning for sexlivet”.

Unge kvinder også ramt

På nuværende tidspunkt findes der ikke rigtig gode undersøgelser for kvinder. Dog henviser Annamaria Giraldi til en dansk undersøgelse:

”Den viser, at kvinder med type 1-diabetes er mere utilfredse med deres seksualliv end kvinder generelt. Og vi har ikke en forklaring. I Belgien har man foretaget undersøgelser, der fokuserer på de psykologiske aspekter, bl.a. depressioner. Hos mændene ved vi, at rejsningsproblemer skyldes noget fysiologisk, men der er ikke samme kobling for kvinder. Det, der i øjeblikket forskes i, er ting, der påvirker kvindernes hjerne. Og meget tyder på, at kvindelige, seksuelle problemer ofte hænger sammen med mere psykiske årsager,” siger hun.

”Man kan frygte, at risikoen for at få seksuelle problemer er 50 pct. større for kvinder med diabetes end for kvinder i øvrigt”, siger Niels Ejskjær.

”Til gengæld foreligger der helt konkrete undersøgelser, som klart viser, at to ud af tre mænd med diabetes har oplevet rejsningsproblemer. Det ulykkelige er, at kvinderne i langt højere grad end mændene affinder sig med at have et dårligt sexliv. Det skal de ikke. Et velfungerende sexliv er en vigtig del af parforholdet, det er ét af de stærkeste bånd mellem to mennesker. Og også mange unge kvinder er ramt. Emnet er tabubelagt”, konstaterer Niels Ejskjær.

En væsentlig grund er, at der på nuværende tidspunkt ikke findes reelle behandlingsmuligheder.

”Der findes ikke noget medicinsk behandlingstilbud til kvinder med seksuel dysfunktion. Måske har nogle få procent af kvinderne effekt af at have spist potenspiller. Men videnskabeligt har det ikke kunnet bevises, at potensmedicin i sig selv har nogen effekt på kvinder”.

Åbenhed

Annamaria Giraldi: ”Undersøgelser med potenspiller viser, at de kan få mere blod til at løbe til skeden og afhjælpe problemet med manglende fugtighed. Men resultaterne viser også, at kvinderne ikke får en bedre seksualitet med medicinen, og for kvinder uden diabetes er den taget af hylden. Medicinen havde ingen virkning på kvindernes seksualitet i større omfang. Om det vil kunne hjælpe kvinder med diabetes er ikke undersøgt ordentligt.”

Hvad kan der gøres?

Niels Ejskjær: ”Man kan tale åbent om problemerne. Forklare dem. Kvinder taler slet ikke om det. På sygehusafdelingerne og hos de praktiserende læger opfordrer vi mændene til at tale om deres rejsningsproblemer og mændene bliver spurgt. Det gør kvinderne ikke. De er forladt i det her. Mænd forsker i rejsningsproblemer. Det er totalt overset, at også kvinder kan have disse problemer”.

Det er Annamaria Giraldis erfaring, at ”mange kvinder tror, det er DEM, der er noget galt med. At det er en del af det at være syg”.

”Hvis lægen har mistanke om, at kvinden har et seksuelt problem, så er det lægens pligt at komme ind på dét emne, spørge til det”, pointerer Niels Ejskjær.

”Når læger ikke spørger, skyldes det blufærdighed og den kendsgerning, at de ikke kan tilbyde kvinderne en konkret hjælp. Det urimelige er bare, at det er lægens personlighed, der afgør, om der bliver talt om problemet. Det er et svigt. Så er det lettere for en øjenlæge at tale om de problemer, der kan være forbundet med diabetes. For det er ganske ufarligt. Jeg er overbevist om, at havde vi et effektivt behandlingstilbud, ville lægernes holdning vende. Men behandlingstilbuddet er der altså ikke”.

Træning og glidecreme

I stedet må lægerne forklare kvinden og hendes partner, hvad det drejer sig om.

”Af praktiske råd fortæller jeg kvinder, der oplever tørhed i skeden, at de kan bruge en glidecreme”, siger Annamaria Giraldi.

”Man kan også bruge helt gængse sexologiske behandlingsmetoder ved at tale med begge parter i et forhold. De kan f.eks. modtage en sensualitetstræning for at få mere lyst og komme ud af eventuelle indarbejdede dårlige mønstre. Jeg taler med parrene om parforhold, dagligdag og en diabetikers sårbarhed over for stress og dets indflydelse på seksualiteten,” forklarer hun. 

Niels Ejskjær påpeger, at i forbindelse med seksuelle dysfunktioner får både patienten og dennes partner et bedre seksualliv, når de fysiske problemer tages op og eventuelt forsøges behandlet.

”Det kan være at lægge tobakken på hylden, behandle for høje kolesteroltal, drikke mindre alkohol. Hvis patienten motiveres til at gøre noget for sin fysiske tilstand, kan det i mange tilfælde også hjælpe på det seksuelle”.

Hvordan agerer du, når du står over for en kvinde med diabetes?

”Jeg siger ofte til hende: - Nu vil jeg spørge dig om noget meget privat. Jeg gør det, fordi jeg har mødt kvinder i din situation med problemer omkring den seksuelle akt. Gælder det dig?

Mange kvinder reagerer positivt. De vil meget gerne høre om de erfaringer, jeg har, og den viden der er på området. De lytter, og der opstår ofte en dialog. Det er et dansk fænomen, at kvinder ikke gør krav på, at deres seksualliv skal fungere. De skal stille krav. Det er en menneskeret at have et velfungerende sexliv”.