Sophie Fjellvang-Sølling har accepteret sine kroniske smerter, efter en alvorlig ulykke i træningslokalet, der medførte et brud på rygsøjlen. Foto: Nikolaj Fjellvang-Sølling (www.sophiefs.dk). 

En alvorlig ulykke under styrketræning har medført, at skicross-løberen og ”Vild med Dans” vinderen, Sophie Fjellvang-Sølling i næsten tre år har måttet leve med kroniske smerter i sin ryg. Dem tackler hun bl.a. ved at acceptere, at de er en fast del af hendes liv, ved at træne og presse sig selv til det yderste samt ved at lytte til sin krops signaler.

Af Mette Fensbo

”Jo mindre jeg fokuserer på mine kroniske smerter i ryggen, desto mindre får de lov til at fylde. Jeg nægter at lade mig styre af dem. Der er dårlige dage, og der er gode dage. På en rigtig dum dag lægger jeg mig til at sove – hiver simpelthen dagen ud af kalenderen og gør ellers alt for at blive distraheret fra smerten. Jeg mobiliserer mine mentale kræfter.”

Hendes krop er toptrænet, stærk, stram og muskuløs. Ikke et gram overflødigt fedt. Og så er den samtidig smuk, elegant og kvindelig.

Men sidste års vinder af ”Vild med Dans,” skicross-løberen Sophie Fjellvang-Sølling, 30, har kæmpet sig til den imponerende fysiske styrke, hun besidder efter et dybt alvorligt uheld, som kunne have kostet hende førligheden.

25. maj 2009 begynder som mange andre dage for Sophie. Som et led i sit hårde træningsprogram skal hun styrketræne. I én af maskinerne gælder det træning af benene. Der er 130 kg. vægt på. På et tidspunkt begynder maskinen at vippe – den er ikke boltret fast til gulvet, men står ustabilt. Med den høje vægt falder den på et splitsekund ned over Sophie Fjellvang-Sølling.

”Maskinen blev hurtigt løftet af mig, og jeg kunne straks mærke, at der var noget helt galt i ryggen. Jeg har gennem min sport været udsat for meget, men disse smerter var ubeskrivelige. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg lå og vippede med tæerne for at finde ud af, om jeg kunne mærke dem. Jeg var bange for, at jeg var blevet lam.”

I al hast bliver der ringet efter en ambulance, som med udrykning kørte Sophie Fjellvang-Sølling til Glostrup Hospital. Det gør så ulidelig ondt, at hele forløbet står som i én stor tåge for hende. Hun fornemmer blot, at hun bliver lagt på et stift bræt og senere både CT scannet og røntgenfotograferet. Efter tre timer kan lægerne præsentere en klar diagnose. Ryggen er brækket. Hun har knust en lændehvirvel, og muskler og ledbånd ved rygsøjlen er revet over. Hun skal opereres næste dag.

”Lægerne kunne på det tidspunkt ikke sige noget som helst om følgerne. De var nødt til at åbne for at konstatere, hvor slemt det så ud. Jeg vidste, der var en risiko for, at jeg kunne vågne op som lam, men det var ikke en situation, der blev talt igennem med mig. Jeg forsøgte at slå koldt vand i blodet. Noget af det værste, der kan ske for en idrætsudøver, er selvfølgelig at miste sin førlighed. Det ville have helt uoverskuelige konsekvenser. Men lige dér havde jeg bare så voldsomme smerter. De fyldte alt.”

Skicross-stjernen har lært at acceptere smerterne og kæmper mod dem med hård træning. Foto: Nikolaj Fjellvang-Sølling.En omtumlet Sophie Fjellvang-Sølling vågner op efter flere timers operation. Det første hun observerer er en læge, der står bøjet ind over hende.

Små delmål

”Lægen ser mig lige i øjnene og siger: ”Du er utrolig heldig”. Jeg blev så lykkelig. Min ryg var sat sammen med skruer og plader, men jeg kunne bevæge fødder og tæer.”
Fra det øjeblik begynder en hård og ubarmhjertig genoptræning.

”Jeg kunne ikke komme ud af sengen ved egen hjælp. Bare det at komme på toilettet var et umuligt projekt. Det hele virkede komplet uoverskueligt. Og jeg havde så stærke smerter. Efter en uge ønskede jeg at komme hjem. Der var ikke så meget mere, man kunne gøre for mig på hospitalet. Så jeg kom hjem med et kæmpemæssigt arsenal smertestillende morfinpiller. I den første tid lå jeg bare meget i sengen, og når jeg orkede det, gik jeg en lille tur rundt om huset. Jeg satte mig selv en masse små delmål. Det gjaldt om at finde den rette balance, så jeg hverken gjorde for meget eller for lidt i forhold til den helingsproces, som var i gang. Da jeg jo var i Team Danmark, havde jeg en tæt tilknytning til både en læge og en fysioterapeut. De hjalp mig.”

Hvordan vil du beskrive dine smerter?

”De var lidt aftagende. Jeg havde morfin med hjem til en måned, og de piller tog jeg. Men de gav mig en ubehagelig kvalme. Jeg ville meget gerne trappe ud så hurtigt som muligt, men var også klar over vigtigheden af at være smertedækket - ellers kan kroppen ikke hele. Og jeg havde jo et helt konkret mål: Jeg VILLE være klar til at køre skicross ved vinter - OL i Vancouver 2010. Så jeg gik også til mentaltræning i forhold til mit skiløb.”

Selvfølgelig må jeg konstatere, at smerterne i et vist omfang begrænser mig. Jeg er fysisk forandret. Men rent psykisk er jeg den samme som før ulykken.

”Smerterne dikterede, hvad jeg kunne, og hvad jeg ikke kunne. Og de styrede da også min psyke. I visse perioder mere end i andre. F.eks. hvis jeg var træt, fordi jeg var kommet til at træne for meget, så var der da tidspunkter, hvor jeg var mere ude af balance og opgivende. Smerterne irriterede mig. Jeg forsøgte at kæmpe imod – at ignorere dem. Men selvfølgelig havde jeg ondt, når jeg trænede. Men alt i alt husker jeg genoptræningsforløbet som ok. Der skete stille og roligt en fremgang.”

På imponerende vis lykkes det Sophie Fjellvang-Sølling at være klar til vinter - OL i februar 2010. Hun bliver endda tildelt æren at gå i spidsen som fanebærer, da det danske OL-hold til åbningen gik ind på BC Place Stadium.

”Jeg vidste allerede inden OL, at mine smerter var kroniske, men det var først i foråret 2010, at jeg ligesom stoppede op og reflekterede over min nye situation. Jeg måtte se i øjnene, at min krop er, som den er nu. Og det står ikke til at ændre. Det er noget møg. Jeg har altid ondt i ryggen – mere når jeg har dyrket sport eller siddet for meget ned. Der er mange ting i hverdagen, som minder mig om min skade. Men det er der ikke noget at gøre ved. Jeg vil ikke bruge energi på det, men i stedet prøve at acceptere tingenes tilstand. Nogle dage er gode – andre er ikke så gode. På de dårlige tager jeg ibuprofen. Jeg tager ikke en fast dosis hver dag, men afvejer alt efter, hvor ondt jeg har det. Jeg rører ikke længere morfin.”

Det er mit liv nu

”Jeg vil rubricere smerterne som et irritationsmoment. Det er som at bære på en lille byrde, som aldrig forsvinder, men som jeg i stedet skal finde ud af at navigere rundt med. Jeg skal f.eks. ikke sidde ned for lang tid af gangen. Når jeg skal sove om natten, har jeg fået en speciel madras, som nøjagtig passer til mig. Jeg sætter al min energi ind på at finde løsningsmodeller. Og når jeg har rigtig ondt, så er det sådan det er. Så lader jeg det passere. Men selvfølgelig må jeg konstatere, at smerterne i et vist omfang begrænser mig. Jeg er fysisk forandret. Men rent psykisk er jeg den samme som før ulykken.”

Sophie Fjellvang-Sølling er ikke i tvivl om, at det har været en hjælp for hende, at hun gennem sin sport har været udsat for mange smerter. Den har i rigelige mængder tildelt hende brækkede knogler og overrevne ledbånd.

”Jeg er vant til smerte, og jeg er vant til at presse mig selv. Det gør jeg stadig. Jeg henholdsvis styrketræner og løber en time seks dage om ugen. I øjeblikket er jeg midt i nogle overvejelser om, hvorvidt jeg skal til OL 2014. Men det er ikke sikkert, min krop kan klare det. Jeg brænder for skiløb og havde sat mig nogle mål. I 2010 havde jeg niveau til at tage en medalje, men det lykkedes ikke. Så det ligger stadig i mig at få forløst medaljedrømmen.”

”Men kan det ikke lade sig gøre, er der så meget andet i mit liv. Min mand, min lille søn Maxmilian på 14 måneder og tandlægestudiet.”

Har du et råd til andre kroniske smertepatienter?

”Jeg er uhyre forsigtig med at udtale mig om, hvad andre skal gøre. Smerter er en meget individuel ting. Men jeg er af den overbevisning, at man kan gøre meget ved at acceptere sine smerter frem for at kæmpe imod. Simpelthen se klart i øjnene: Det er mit liv nu.”

”Og så tror jeg, en veltrænet krop har betydning. Brug energi på at træne og pres dig selv i bedre form. Et træningsprogram skal selvfølgelig skræddersys til den enkelte smertepatient og sættes sammen i samråd med ens læge.”

”Personligt foretrækker jeg at tage så lidt medicin som muligt og som sagt aldrig morfin. Det er ikke sundt at fylde sig med piller. Frem for at dulme min krop, vil jeg hellere kunne mærke den. Jeg lytter til dens signaler og ved så, hvilken dag det er. Om det er dagen, hvor jeg skal ud at yde noget, eller det er en dag, som kræver lidt mere ro.”