Nyt forskningsprojekt på Bispebjerg Hospital skal afgøre, om fysisk aktivitet har en gavnlig effekt på patienter med depression.

Mere om...

• Depression koster samfundet ti milliarder om året i direkte og indirekte omkostninger. WHO vurderer, at depression inden for få år bliver en af de 2-3 sygdomme, der belaster samfundet mest.
• Forskningsprojektet Demo II undersøger, om fysisk aktivitet har en gavnlig effekt på depression. Læse mere om projektet på www.demo2.info. Projektet rekrutterer deltagere et år endnu.
• Ved medicinsk antidepressiv behandling opnår ca. 50 procent af patienterne en god effekt inden for 6-8 uger. Forskningsprojektet Demo II undersøger, om fysisk aktivitet kan bruges til at behandle depression eller til at forbedre den eksisterende medicin mod depression.
• Jesper Krogh er kandidat i medicin i år 2000 fra Københavns Universitet. Har forsket i depression og motion på Psykiatrisk Center Bispebjerg siden 2004. Står i spidsen for forskningsprojektet Demo II, der netop har modtaget 800.000 kr. fra Nordea Danmark-fonden til forskning i sammenhængen mellem depression og motion.

Af Marie Lau, Fokusmagasinet, nr. 1, 2009

Blikkene er trætte, men alligevel beslutsomme hos de patienter, som denne dag møder op i kælderen under Bispebjerg Hospitals bygning 13. Patienterne lider af depression og er med i forskningsprojektet Demo II. Som navnet antyder, går projektet ud på at finde ud af, om patienter med depression kan have gavn af motion:

”Vi ved, at den medicinske behandling, vi i dag tilbyder patienter med depression, har en god effekt på ca. halvdelen af patienterne. Men hvad med den anden halvdel? I befolkningen er der generelt en forståelse af, at fysisk aktivitet gavner humøret. I projektet vil vi undersøge, om fysisk aktivitet kan gavne mennesker med depression,” siger forskningsleder Jesper Krogh.

Uden medicinsk behandling

Patienterne dukker op en efter en, de fleste med træningstøjet i en plasticpose. Væggene er malet i en glad lysegrøn farve, der er træ på gulvet, og patienterne tager blå plastikposer om træningsskoene for at beskytte gulvet. For at være med i projektet skal patienterne have været uden antidepressiv medicin i mindst to måneder.

Patienterne er inddelt i to hold – et cykelhold og et wellnesshold.

På cykelholdet kommer pulsen op, og der bliver trænet med forholdsvis høj intensitet. På wellnessholdet er der mere fokus på velvære og udstræk. Begge hold træner tre gange om ugen i en halv time.

Ideen med de to meget forskellige hold er at finde ud af, om det har betydning, hvilken slags motion man dyrker:

”Vi har en formodning om, at intensiteten af træningen har betydning. Men det er også muligt, at det sociale aspekt spiller ind – at patienterne får det bedre af at komme på et motionshold med andre, der er i samme situation som dem selv. Med wellnessholdet kan vi kontrollere, om det er intensiteten af træningen, der er afgørende, eller om det er det at være sammen med andre deprimerede, der spiller en rolle,” siger Jesper Krogh.

Nye velkomne

Der optages løbende nye patienter til forsøget. I øjeblikket er der 25 patienter tilknyttet, men hen over året (2009,red.) kommer der til at være omkring 200 patienter med. På dagens motionshold er det tydeligt at se, hvem der har været med i mange uger, og hvem der er her for første gang. De gamle på holdet hilser på hinanden, og begynder at snakke med hinanden, mens de pakker ud og klæder om. De nye patienter er mere tilbageholdende og søgende, men bliver hurtigt inviteret med ind i fællesskabet og finder en plads i rundkredsen af træningscykler.

Fysioterapeut Maja Birk står for træningen og giver hver deltager et pulsur på for at kunne registrere den enkeltes gennemsnitspuls, når træningen er slut. 30 år uden sport Jørgen på 57 år har lidt af depressioner i en årrække. Han har været med på cykelholdet, fra projektet startede. Han er kommet i god tid og starter med at træde i pedalerne, ti minutter før træningen skal begynde:

”Det er første gang i 30 år, jeg får rørt mig. Da jeg var ung, trænede jeg vægtløftning. Det er dejligt at være kommet i gang igen. Kroppen bliver mere levende, pulsen stiger og sveden springer. Det er dejligt at mærke, at jeg stadig kan noget. Jeg regner ikke med, at jeg bliver helbredt af det her, men jeg har det bedre bagefter. Og så ryger jeg ikke den første time efter træningen, og det får jeg det jo også bedre af.”

Scannes efter motion

Projekt Demo II følger hver enkelt patient i et træningsforløb over tre måneder. Efter de tre måneder med træning tre gange om ugen og to træningsdage hjemme bliver patienterne MR-scannet, interviewet og får målt deres kondition i en cykeltest. Målet er at afklare, hvordan motion virker i hjernen og om det har en gavnlig effekt på depression eller ej:

”Hvis det viser sig, at fysisk aktivitet virker for deprimerede patienter, får vi endnu en behandlingsmulighed – endnu en farve på paletten. Symptomerne på depression er tristhed, nedsat lyst og træthed. I den situation er det ofte uoverskueligt at komme ud ad døren for at gå for eksempel i et fitnesscenter. Projektet giver os en viden om, hvad der skal til for at få deprimerede til at motionere, og hvordan man fastholder dem i deres beslutning. I projektet ser vi på, om fysisk aktivitet har en positiv effekt på depressionssymptomer, men vi forsøger også at undersøge, hvilke biologiske mekanismer der ligger bag,” siger Jesper Krogh.

Svær start

En af dem, som er fast besluttet på at blive ved med at passe sin træning, er Monica, som er 40 år. Hun blev sygemeldt i 2006 efter en periode med stress og har siden da kæmpet med en depression:

”Det er fedt at være en del af et projekt. Før var jeg meget glad for min sofa, men det har bare været så godt for mig at komme ud og møde nogle mennesker. Jeg vidste godt før, at motion kunne være en god ide, men det er bare svært at komme i gang, når man ikke har lyst til at være nogen steder,” siger Monica.

Både Monicas mor, mormor og mormorens far har lidt af depression. Selv har Monica før fået antidepressiv medicin, men pillerne har ikke virket. Nu træner hun tre dage om ugen på wellnessholdet, hvor intensiteten i træningen er lav, og der er fokus på at lære patienterne at finde ro i hverdagen:

”Det er ikke så meget egentlig motion, vi får, men vi har lært nogle øvelser, som hedder De Fem Tibetanere, og dem vil jeg helt sikkert blive ved med, når projektet slutter. Det er dejligt at kunne gøre noget, som giver mig ro, det betyder meget for, hvordan jeg har det.”